Etablering af Center for Kunst og Mental Sundhed markeret med symposium

Den 30.9. og 1.10. afholdt vi et symposium i anledning af etablering af Center for Kunst og Mental Sundhed og efterfølgende fernisering på Centerets første udstilling m/other. Vi havde dette spændende program:

Torsdag d. 30.9.
12 – 12.15: Velkommen ved Birgit Bundesen og centerchef for Psykiatrisk Center Amager Hallur Thorsteinsson.
12.15-13.00: Præsentation af etablering af Center for kunst og mental sundhed, inkl. “Vores Fortællecentrum” v. projektleder Birgit Bundesen, billedkunstner Jakob Jakobsen
13,00-14.00: Om Hospitalsradio og skrivecafe. Ved daglig leder Peter Franceschi, hospitalsradiovært Claus Poulsen og husforfatter Anna Rieder. Oplæsning ved skrivegruppedeltagere.
14.15-15.00: Anita Jensen forsker i kunst, kultur og sundhed og helsestrateg i Region Skåne: om kunst og kultur i sundhedens tjeneste.
15.15-16.30: Paneltalk med forfatter Fine Gråbøl, Bent Rosenbaum og Anne Lindhardt: Om forskningsprojektet REWRITALIZE, skrivegruppen som hybrid mellem kunstworkshop og gruppeterapeutisk intervention.
16.45-17.30: Filminstruktør Eva Mulvad fortæller om videoværksted i CKMS og viser klip fra dokumentarfilmsprojekt om Foreningen Kunst og mental sundhed.
Fredag d. 1.10.
Symposium fortsat
14-16: Paneltalk ved forfatterne Andrea Hejlskov, Rakel Haslund-Gjerrild, Anna Rieder og psykiater Birgit Bundesen: Hvorvidt skaber sproget virkelighed? Hvordan skelnes mellem epifaniske oplevelser som spirituelle eller psykopatologiske oplevelser? Hvad er forskellen på kunstnerisk inspiration og psykopatologi? Og hvilken rolle spiller sproget for disse?
16.00-17.00: Mikkel Bogh, direktør for Statens Museum for Kunst: “Guten Abend mein Unglück. Om livet mellem linjerne – Zürn, Bellmer og Michaux”

17-20: Fernisering m/other

Velkommen til Center for Kunst og Mental Sundhed 1
En grundlæggende ide i center for kunst og mental sundhed er genforhandling af hospitalet som gæstfrihed over for det fremmede. Denne betydning ligger i dets oprindelige etymologiske rod fra det græske xenos over det latinske hospice der oprindeligt opstod som husninger/landevejskroer, der tilbød gæstfrihed overfor fremmede på rejse. Især i det gamle Grækenland var det en stærk kulturel kode, at man var forpligtet på gæstfrihedens bus og brud på gæstfriheden blev betragtet som en synd. Det er faktisk grundlaget for Illiaden at nogen forbrød sig mod denne lov (ved at stjæle en kvinde) som startede den trojanske krig. Først i middelalderen fik hospitalet den klang det har i dag, som institutioner hvor man samlede de fremmede og med klinikkens fremvækst af den kirkelige omsorg (somatisk og sjælesorg) et nyt fokus på helbredelse som noget det ikke blev fortolket i en religiøs ramme. Men de første galeanstalter rummede en broget skare af “fremmede” lige fra kriminelle, handicappede, mennesker med organiske lidelser som epilepsi og syfilis til uopdragelige fruentimre (på Salpetriere i Paris kunne borgere – mænd – komme og aflevere deres hustruer hvis de ikke opførte sig ordentligt). De første psykiatere blev derfor kaldt “alienists” som dem der skulle tage sig af de fremmede men der herskede stadig en meget moralsk kodeks, hvor “helbredelse” var lig med et dydigt liv (bestemt af de herskende mænd) og i mangel af kurative tiltag var “behandling” lig med disciplinering (hygiejne og aftenbøn), men også arbejds- og kunstaktiviteter der altså har haft en plads i psykiatrien altid.
Sindssygeomsorgen og spørgsmålet om helbredelse lå jo før i kirken inden lægevidenskaben leverede mere naturvidenskabelige forklaringsmodeller på sygdom og sundhed. I dag bliver præster uddannet i “sjælesorg” ligesom der stadig uddannes diakonisser som oprindeligt var nonner med sygeplejerskekompetencer. Den ånd ligger stadig her i bygningen.
Spørgsmålet er hvor pleje, omsorg, heling ligger i dagens moderne samfund. Kirken og hospitalsvæsenet er to steder, men kan museet og kunstens rum også bidrage her? Som rum til kontemplation, fællesskab og social forandring? Vi ønsker at skabe et mellem-rum her inde i psykiatrien, en lille lomme af ømhed, hvor vi kan genforhandle hospitalet i dets oprindelige etymologiske betydning, som et rum der er gæstfrit over for det fremmede. Ikke som det socialt ekskluderede, men det fremmede. I dig, i mig, imellem os, som kunsten måske på en særlig måde kan tydeliggøre og facilitere dialoger omkring. Et rum, hvor gæstfriheden er en lov, et bud og invitationen sker i og med kunsten som et fælles tredje vi kan mødes i og omkring.
Noget vi diskuterer meget her i foreningen er at, der er mange former for økonomier i verden. Den monetære værdi er blevet den dominerende i det senkapitalistiske samfund. Men der findes også andre former for kapitel. Der er den kulturelle kapital, som der også bliver talt meget om. Og så er der de mere skjulte: de sociale arvemæssige, genetiske. Der er divergerende livsomstændigheder vi ikke selv bestemmer over, som fx traumer eller belastninger der kan stille individer dårligere og give underskud på den personlige økonomi helt fra barndommen. Man kan være uheldig at have underskud på alle disse økonomier, der jo alle hænger sammen og som kan gøre det svært at genetablere en balance. Mellem krop og sind, mellem selv og andre. Mellem selv og samfund. Vi tror på at ømhed og venlighed også er stærke økonomier i det menneskelige og at det er noget man kan mobilisere i og imellem mennesker – og at kunsten på en særlig måde kan bidrage til dette. Hvis det får lov at være en fri kunst opdyrket i miljøer, hvor gæstfriheden er et bud. Hvor det omkringliggende samfunds normer og logikker kan parkeres lidt. De logikker, der i vores vestlige kulturkreds jo er konkurrencen og præstationens logikker samt fokus på det stærke, produktionsdygtige individ. Og hvor det kan føles tungt og vanskeligt at følge med, hvis man i forvejen har en personlig økonomi, der er i ubalance, fx ved at have en nedsat arbejdsevne eller en psykisk lidelse. Vi tror på at man kan mobilisere meget vigtige økonomier, som omsorg og samhørighedsfølelse i og imellem mennesker igennem arbejdet med kunst. Og i et center, hvor man er ventet og velkommen. Og at store forandringer kan starte i de mindste bevægelser, en venlig gestus, en ømhed der kan vise sig i de mindste detaljer, som bliver vigtige på den store skala. At der er en anden der har lavet kaffe om morgenen eller tømt skraldespanden. At den ved siden af har tid til en venlig snak – om alt det der kan være svært at være alene med, men også om livet i al almindelighed.
Den danske digter Asta Olivia Nordenhof har sagt, at psykiatrien trænger til at blive drømt helt forfra. Og det er det, jeg tænker vi kan gøre i Centeret for Kunst og mental sundhed, hvor der godt må være højt til loftet og hvor gæstfriheden over for det fremmede er et bud.
Jeg vil gerne takke alle der har støttet os indtil nu. Først tak til det obelske familiefond for at gøre det muligt efter tre års frivilligt hestearbejde at etablere et center med en daglig ledelse.
Også tak til kunstfonden der har støttet vores skrivegrupper siden 2018. Og tak til PCA for at stille lokaler til rådighed og for at støtte op omkring projektet i dets helhed. Og til brugere og personale her i huset, som hjælper os i hverdagen.
Tak til alle de frivillige kræfter der har bidraget gennem årene: Først og fremmest til Bent Rosenbaum uden hvis utrættelige støtte jeg ikke havde kunnet bevare troen på at det var muligt. Udover fagligt at være et fyrtårn i psykiatrien ligger hans kreative og generøse sind ud over projektet som en beskyttende membran. Også tak til Anne Lindhardt, der sidder i en skrivegruppe lige nu og kommer springende kl 15 – hun har hjulpet og støttet med sin enorme viden og autoritet inden for det gruppeanalytiske felt. Og så tak til alle forfatterne, der har bidraget ved at udvikle skrivegruppeformatet, det er Pablo Llambías, Adda Djørup, Martin Glaz Serup, Asta Olivia Nordenhof, Trisse Gejl, Majse Aymo-Boot, Fine Gråbøl og Anna Rieder. Tak til dokumentarfilmsintruktørerne Eva Mulvad og Torben Simonsen. Tak til forskningsassistenterne Gry Ardal for forskningsstøtte og for at være en fast klippe i al virakket og til Louise Fritzsche som er vores praktiske hyggeperson. Tak for FKMS’ bestyrelse og til alle dem, der har hjulpet til i dag: Selma Kretschmer og Katrine Winther.

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.